Skip to main content

Hvad gør du, hvis du som virksomhedsejer har en masse værktøj eller materiel liggende på dit lager, men det sjældent bliver brugt? For Sulejman Alili, der er værkstedsleder hos ENCO VVS og Sprinkler A/S i Glostrup, var løsningen lige til. Han valgte nemlig at sætte det værktøj, som samlede støv på hylderne, i kommission hos Garant Udlejning, der specialiserer sig i at udleje værktøj og materiel til byggebranchen.

Garant Udlejning har gennem mere end 30 år specialiseret sig inden for udlejning til bygge- og anlægsbranchen, og for den administrerende direktør i Garant Udlejning Johnny Noisen, oplever han i øjeblikket en større interesse fra kunderne.

– Vi kan jo se på markedskonjukturerne, at folk bliver mere bevidste om at optimere deres forretning og skabe mere luft på bundlinjen, nu hvor alle ting er blevet dyrere. Vi oplever derfor også en stigende tendens inden for udlejningsbranchen, at vi får flere nye kunder, der efterspørger udlejningsprodukter i stedet for at gå ud og købe dyrt specialiseret udstyr, forklarer Johnny Noisen.

Som udgangspunkt køber Garant Udlejning fabriksnyt værktøj og materiel, når sortimentet skal optimeres og udvides, men der er også mulighed for at indgå aftaler med firmaer og virksomheder, som gerne vil sætte deres produkter i kommission hos Garant Udlejning. Altså lade ens værktøj og materiel indgå i Garant Udlejnings sortiment med henblik på udlejning.
– Det foregår helt lavpraktisk på den måde, at man kan kontakte Garant Udlejning, hvorefter vi får værktøjet eller materiellet ud på vores lokation, hvor vi så kan udleje det til kunderne. Vi står for det hele – servicering, reparation og den konkrete udlejningsproces med levering og forsikring. Har man valgt at sætte sit værktøj eller materiel i kommission hos os, så modtager man naturligvis en procentvis betaling for dette som materielejer, hver gang det bliver udlejet. Det var netop sådan en aftale, vi indgik med ENCO, forklarer Johnny Noisen.

VÆRKTØJ SAMLEDE STØV
Værkstedschef Sulejman Alili har mere end 30 års erfaring hos ENCO, og det er blandt andet ham, der udleverer værktøj og materiel til firmaets mere end 50 ansatte, der arbejder i marken med kunderne.

“Det gav ikke rigtig mening for os, at det bare ligger på hylderne og fylder, så derfor kunne vi lige så godt lade Garant Udlejning udleje dem, så det kommer ud og arbejde.”

Sulejman Alili, værkstedsleder ENCO

– Jeg har jo det gode overblik og fingeren på pulsen. Jeg ved hvornår, der skal indkøbes nyt materiel og værktøj for at give vores medarbejdere de bedst mulige arbejdsbetingelser for at løfte opgaverne på bedst mulig vis. Noget værktøj bliver brugt mere end andet, og for eksempel vores notsikkemaskiner er ikke noget, vi benytter særlig tit, forklarer Sulejman Alili og uddyber.

– Det gav ikke rigtig mening for os, at det bare ligger på hylderne og fylder, så derfor kunne vi lige så godt lade Garant Udlejning udleje dem, så det kommer ud og arbejde. Vi tjener en skilling på det, og samtidig slipper vi også for at reparere og hele tiden holde øje med, om værktøjet virker og er funktionsdygtigt. Det er helt klart den bedste løsning for ENCO, og da der samtidig også forsikring indbygget i vores materielejer-aftale, så er risikoen minimal for vores vedkommende, lyder det fra Sulejman Alili.

”Jeg er sikker på, at det ikke stopper ved vores notsikkemaskiner. Der er flere produktgrupper, som med fordel kan blive sat i kommission hos Garant Udlejning”

Sulejman Alili, værkstedsleder ENCO

FLERE PRODUKTER I KOMMISSION
I første omgang har det været notsikkemaskiner, som ENCO har kunne sætte i kommission hos Garant Udlejning, men allerede nu er der mulighed for, at flere lagervarer kan komme ud og arbejde for Garant Udlejnings kunder.

– Jeg er sikker på, at det ikke stopper ved vores notsikkemaskiner. Der er flere produktgrupper, som med fordel kan blive sat i kommission hos Garant Udlejning, forklarer Sulejman Alili.

At Garant Udlejning på den måde kan indgå aftaler med virksomheder om at sætte værktøj og materiel i kommission er med til at underbygge den tankegang, at hvorfor købe værktøj eller materiel, hvis man i stedet for kan bruge det, der allerede florerer på markedet?

– Vi er en virksomhed, som har afsæt i en grøn profil. Det var hele tankegangen, da vi i sin tid startede Garant Udlejning op, at vi bør og kan nedbringe produktionen af værktøj og materiel ved at udleje til kunderne, så de ikke behøver at investere i oftest dyrt udstyr. Derfor er det også helt perfekt, hvis vi kan indgå aftaler med firmaer, som alligevel ikke bruger deres materiel. Det kan komme vores kunder til gavn, at vores sortiment er stort og varieret”, lyder det afslutningsvis fra Johnny Noisen.

Sulejman Alili er manden, der med over 30 års erfaring har overblikket over ENCOs gennemstrømning af værktøj og materiel. Det giver ham dermed et unikt indblik, hvad slags værktøj og materiel der med fordel kan sættes i kommision, så det ikke ligger ubenyttet hen.

Garant Udlejning er en del af Nethire-netværket, som er Garant Udlejnings søsterselskab, og er et fællesskab med mere end 100 udlejningsforretninger i hele Danmark. Derfor kan du få levering af varer i hele landet gennem vores partnernetværk – og sende dig fakturaen fra Garant Udlejning.

Garant Udlejning startede i Udlejningsbranchen i 1993 og har således over 30 års erfaring med at udleje til håndværkere og private.