Skip to main content

Millionlån fra Vækstfonden skal styrke digitaliseringen af virksomheders værktøjsbrug

Med en smartphone i lommen har håndværkeren overblik over virksomhedens værktøj og får lejemateriel leveret uden at skulle forlade arbejdspladsen. Det er visionen bag systemet NetHire, som nu støttes med et millionlån fra Vækstfonden.

Hver eneste dag forlader håndværkere deres arbejdsplads for at hente værktøj på firmaet, hos grossisten eller udlejeren. Det medfører en masse spildtid i hverdagen. Noget som skal nedsættes drastisk, hvis det står til firmaet bag den nye materielstyrings- og lejeapp, NetHire.

”Hvis en håndværker skal blive mere effektiv uden at løbe hurtigere, skal han blive længere tid på pladsen. Den nemmeste måde at sikre det er, at han ikke behøver at forlade den,” forklarer administrerende direktør i NetHire og Garant Udlejning, Steffen Meyer og fortsætter: ”Vi vil gerne sikre, at håndværkeren har de bedst mulige forudsætninger for at få det rigtige værktøj med til opgaven og får resten leveret så hurtigt, at det ikke kan betale sig at forlade arbejdspladsen for at hente det.”

Effektivitet skaber arbejdskraft
En analyse fra Deloitte viser, at især større danske installationsvirksomheder har problemer med at fastholde indtjeningen pr. medarbejder. Et problem der ifølge Deloitte hænger tæt sammen med, at det bliver sværere og sværere at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

”Det bremser væksten og kan også være med til at forklare, at bundlinjerne generelt ikke går frem lige nu. For mange virksomheder er mangel på hænder den største trussel fremadrettet,” siger Bo Odgaard, der leder Deloittes branchegruppe for installationsbranchen, i en pressemeddelelse.

Derfor handler det om at få mest muligt ud af den arbejdskraft, virksomheden allerede har, forklarer Steffen Meyer.
”Danske håndværkere er nogle af de dyreste, fordi de er nogle af verdens bedste. Derfor skal de selvfølgelig ikke spilde deres tid på at agere chauffører. De skal have det rigtige værktøj i hånden hurtigst muligt, så de kan bruge deres tid, hvor den gør en forskel: Ude hos kunden,” fortæller Steffen Meyer om ideen bag NetHire, som Vækstfonden netop har ydet et lån i millionklassen.

Håndværkeren får overblikket tilbage
Visionen bag NetHire er at give håndværkeren overblikket over virksomhedens fællesværktøj på sin smartphone. På den måde kan han hurtigt booke værktøj og maskiner frem i tiden, og se, hvor det befinder sig fysisk uden at skulle lede efter det eller ringe rundt til kollegaer. Samtidig får han med sin NetHire app adgang til Danmarks største netværk af materieludlejere, som på under en time udbringer og afhenter lejegrej direkte på byggepladsen. En ide, som Vækstfonden ser potentiale i, forklarer Lise Lotte Bjørking, Erhvervskundechef i Vækstfonden:
”NetHire er en spændende virksomhed, der nytænker brugen af it ude på de danske byggepladser. Med appen får byggefirmaer mulighed for at øge produktiviteten, og det kan skabe konkurrencefordele for den enkelte virksomhed. I Vækstfonden glæder vi os til at følge NetHire og det kompetente team bag på deres videre vækstrejse.”

Ved at have alle informationer om virksomhedens værktøj tilgængelige på sin smartphone får håndværkeren det fulde overblik, hvor han står, uden først at skulle have adgang til en computer.
”I dag har de fleste en smartphone. Det har revolutioneret måden, du kan danne overblik og foretage bookinger digitalt. Styring af værktøj har altid været en god ide. Udfordringen har været at føre det ud i praksis. For når en gruppe af medarbejdere får pålagt en ekstra, administrativ opgave, men aldrig oplever, at det giver dem værdi i hverdagen, så er projektet dømt til at fejle på forhånd. Vores mission er at give håndværkeren mulighed for selv at planlægge sin hverdag,” slutter Steffen Meyer.

Garant udlejning, Materielstyring, NetHire, Steffen Meyer, Vækstfonden